“Når vanviddet rører på sig” af Nathan Filer

Når vanviddet rører på sigTitel: “Når vanviddet rører på sig”
Forfatter(e): Nathan Filer
Serie: –
Sideantal: 275
Forlag: Forlaget Punktum
Udgivet: 2.10.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Jeg vil lige fortælle dig , hvad der skete, for det er også en god måde at introducere min bror på. Han hedder Simon. Jeg tror, du ville kunne lide ham. Det gør jeg. Men om et par sider er han død. Og han blev aldrig den samme efter det.”

På en ferie med sine forældre sniger 9-årige Matthew Homes sig ud om natten sammen med sin ældre bror Simon, der har Downs-syndrom. Men det er kun Matthew der vender hjem igen.

Ti år senere er Matthew indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen skizofreni, hvor han ved at skrive sine tanker ned, forsøger at forstå hvad der skete den nat, i de efterfølgende år, og med ham selv.

Sindslidelser vender mennesker indad, skriver han. Vil Matthew, ved at skrive om hvad han finder i sit indre, endelig blive forløst fra sin skyldfølelse?

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog, da jeg havde hørt så meget godt om den, og synes at bogen lød virkelig god. Desværre endte jeg med at blive ret skuffet over den. Det var ikke fordi, bogen som sådan var dårlig, den var bare på ingen måder så inddragende og hjerteskærende, som jeg havde forventet.

Bogens historie var interessant, og jeg kunne godt lide at læse om Matthews tanker og handlinger, og om hvordan han fra et barnligt perspektiv så på verden og de forskellige oplevelser, han var igennem. Desuden kunne jeg godt lide at læse om Matthews tanker om sorgen fra at miste Simon, og hvordan han i det hele taget oplevede Simon. Desværre blev jeg bare aldrig rigtig fanget af historien og draget til at læse videre. Heller ikke selvom jeg egentlig gerne ville vide, hvad der rent faktisk skete med Simon, og hvorfor det påvirkede Matthew på den måde, det gjorde.

Bogen er skrevet med to forskellige slags font, som jeg tror skulle repræsentere to forskellige tidsperioder. Jeg skriver ’tror’, fordi jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke kunne finde ud af, om det virkelig var det. Jeg var meget forvirret over det og tror egentlig, jeg ville have været mere vild med bogen, hvis den ikke var lavet på den måde. Jeg er i hvert fald overbevist om, at jeg ville føle mig meget mere inddraget i historien, hvis jeg ikke havde haft det forvirringsmoment. Derudover følte jeg lidt, at der var for mange gentagelser i bogen. Jeg forstod godt, hvorfor det var lavet sådan, og det gav ret god mening, men det irriterede mig mest af alt.

Selvom der er flere ting ved bogen, som jeg synes, kunne have været bedre, så er jeg dog glad for, at jeg har fået bogen læst. For det var en meget ærlig historie, og jeg tror, den vil kunne hjælpe andre, som har prøvet noget lignende. Jeg tror dog ikke, det er en bog, jeg kommer til at læse igen. Heller ikke selvom jeg allerede har glemt store dele af den, da den bare ikke rigtig kom ind under huden på mig.

Bedømmelses hjerter - 3 ud af 5


One thought on ““Når vanviddet rører på sig” af Nathan Filer

  1. Pingback: Nyt i reolen #29 |

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *