Læse-update #12: Februar

Læste bøger: | “Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon | “Sjælens pris” af Haidi Wigger Klaris | “Mareridt & Myrekryb #2” af Nick Clausen | “Før jeg forsvinder” af Paul Kalanithi | “Bag kulisserne på: Fantastiske skabninger og hvor de findes” af Ian Nathan | “Den sorte dæmon” af Jon Rex Laugen |

Købte bøger: | “Making Faces” af Amy Harmon (kindle) | “Pushing the Limits – Collection, Volume 1” af Katie McGarry (kindle) |

Månedens bedste bog: Det er helt klart “Skrøbelige skønhed”. Jeg elskede virkelig den bog, og den er derfor også ret mange niveauer over de andre bøger, jeg læste i løbet af måneden. Faktisk røg den også direkte på min liste over yndlingsbøger, hvilket nok siger en del om, at jeg fandt den virkelig god. Det er to uger siden, jeg læste bogen, men den sidder stadig fast i mig. Og faktisk har jeg helt enormt meget lyst til at genlæse den. Jeg er nemlig stadig ikke rigtig klar til at slippe den.

Månedens største overraskelse: Der er faktisk ikke rigtig nogen af månedens bøger, som har overrasket mig. Hvilket på en måde er rigtig godt, men samtidig også er en smule ærgerligt. Altså “Skrøbelige skønhed” overraskede mig under selve læsningen, men ikke nok til, at jeg tænker på den som månedens største overraskelse. men på den anden side er det nok den eneste, som på en måde har overrasket mig.

Månedens største skuffelse: Der er desværre ingen tvivl om, at det er “Sjælens pris”. Det er ikke fordi, det som sådan var en dårlig bog, eller at jeg synes, det var en dårlig slutning på serien. Den faldt bare ikke rigtig i min smag, og jeg blev aldrig sådan rigtig vild med den. Hvilket smerter mig ret meget. Jeg ville jo så gerne have elsket den, og jeg sad derfor tilbage med en meget flad følelse, da jeg havde vendt den sidste side.

Opsamling på måneden: Som forudset blev måneden virkelig travl studiemæssigt. Både fordi vi virkelig har haft meget forberedelse, men også fordi mit overskud ret meget er brugt op, når jeg kommer hjem fra undervisning. Hvilket altså er en super dårlig kombination. Dog ser det ud til i mine lektionsplaner, at jeg begynder at kunne ånde lidt, hvilket jeg sætter stor pris på. Måneden blev dog også brugt på læsning, og jeg føler især, at jeg kom ind i en god rytme i slutningen af den. Så nu skal jeg bare holde det, så læsningen ikke går helt i stå igen.

Den kommende måned byder på: Både studiemæssige og private højdepunkter. Først og fremmest skal jeg i sommerhus med hele min mors side af familien, hvilket kun kan blive super hyggeligt. Det er i hvert fald en tur, jeg har glædet mig til længe. Derudover går jeg ind i tredje trimester af min graviditet, og jeg rammer dermed også en af de største milepæle – nemlig 28. uge, som betyder, at baby har en rigtig god chance for overlevelse, hvis han skulle vælge at komme tidligere end planlagt. Hvilket vi dog selvfølgelig satser på, han ikke gør. Men det er nu rart nok at vide alligevel. Desuden slutter måneden af med, at jeg kan fejre hele syv år sammen med min kæreste. Noget der er helt ufatteligt at tænke på. Hvordan kan der allerede være gået så mange år? Ydermere har jeg min sidste rigtige undervisningsgang på dette semester, hvilket også er virkelig skønt. Og lad os også lige håbe, at foråret snart kommer – for det glæder jeg mig så meget til!

På læsefronten så håber jeg mest af alt bare på, at jeg får læst, og at det er godt. Jeg tænker dog, at jeg nok hovedsageligt vil gå efter lidt lettere og gerne romantiske bøger. Altså selvfølgelig lige bortset fra, at jeg også uden tvivl skal læse “Mordoffer” af Chris Carter, som udkommer inden så længe.

Hvordan gik jeres læsning i den forgangne måned?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *