En nyopdagen kærlighed til e-bøger

Jeg har aldrig tænkt så meget over, om e-bøger var noget for mig. Jeg elsker virkelig alt ved fysiske bøger, og har derfor ikke rigtig kunne se, hvad jeg skulle bruge e-bøger til. Desuden har jeg altid haft ret svært ved at læse på en skærm i længere tid, da det giver mig hovedpine. De sidste par måneder har jeg dog tænkt mere og mere på e-bøger, og har haft flere gode oplevelser med dette format.

I december skulle jeg læse A Christmas Carol af Charles Dickens i min læseklub. Jeg havde købt bogen på engelsk, men da jeg begyndte at læse i den, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg blev nødt til at læse den på dansk i stedet, for at komme i det rigtige julehumør. Men da jeg ikke ejede bogen på dansk, gik jeg ind på Saxo og kiggede efter priser på den, og fandt frem til en virkelig billig e-bogsudgave, og tænkte at jeg da ligeså godt kunne prøve det. Så jeg købte den, og påbegyndte straks læsningen.

Derefter har jeg læst flere e-bøger, da jeg opdagede at det faktisk gik rigtig godt for mig at læse på det medie. Faktisk føles det som om, jeg læser bøger hurtigere som e-bøger, hvilket er ret fedt, og virkelig en god motivationsfaktor til at gøre det lidt oftere. Desuden så læser jeg e-bøgerne på min mobil, hvilket vil sige, jeg altid har bøgerne på mig, og dermed kan læse alle tænkelige steder og på alle tænkelige tidspunkter, hvilket nok også er med til at få mig til at læse bøgerne hurtigere. Jeg har nemlig også meget lettere ved at få mig selv til bare lige at læse to-tre sider ad gangen, når jeg læser e-bøger, og når jeg gør det mange gange om dagen, så ryger sidetallet ret hurtigt op.

Jeg kan godt lide at læse hele bøger som e-bøger, men jeg elsker virkelig at kunne skifte mellem den fysiske bog og e-bogsudgaven af den. Når jeg også ejer den fysiske bog som e-bog, har jeg nemlig lettere ved at læse bogen alle steder, men samtidig elsker jeg også, at jeg kan skifte over til den fysiske udgave, når/hvis mine øjne bliver trætte af at kikke på skærmen.

I nat læste jeg Mærket for livet af Emelie Schepp færdig. En bog som jeg kun har læst som e-bog, og det gav mig virkelig (endnu mere) blod på tanden. Det er jo altså ret smart; specielt om aftenen/natten når kæresten ligger og sover ved siden af, og man derfor ikke rigtig kan have lyset tændt. Jeg er i hvert fald sikker på, det ikke er sidste gang, jeg har læst en bog i dens fulde længde som e-bog.

Hvordan har I det med e-bøger?

8 thoughts on “En nyopdagen kærlighed til e-bøger

  1. Jeg har det på præcis samme måde! Kan allerbedste lide både at have den fysiske bog og e-bogen, så kan man veksle imellem dem. De sidste tre bøger jeg har læst, har været e-bøger. Det har fungeret rigtig fint med at kunne læse alle steder (har også mine e-bøger på Tlf. og IPad), men jeg kan mærke at jeg trænger til en fysisk bog nu…..men jeg er nået så langt som til at ønske mig en e-bogslæser til min fødselsdag.
    Har ikke vænnet mig 100% til e-bogen endnu, men er godt på vej 🙂

    1. Jeg tror ikke, jeg lige foreløbig kommer til at læse flere e-bøger i træk, da jeg har så mange fysiske bøger, der trækker i øjeblikket. Men det er alligevel rart at have muligheden. Jeg overvejer også kraftigt at købe en e-bogslæser; jeg har bare meget svært ved at finde ud af, hvilken det skulle være. Og så har jeg lidt svært ved at retfærdiggøre købet over for mig selv, når det nu går så godt med at læse på mobilen. Men en eller anden dag kommer det nok. Jeg vil dog stadig også meget hellere bruge penge på fysiske bøger, så det skal jeg nok også lige overveje, før der bliver indkøbt en e-bogslæser 🙂

  2. Jeg har det helt fint med e-bøger. Ligesom dig læser jeg ind imellem bøger på mobilen, og det går hurtigere og fungerer overraskende godt. Jeg holder mig dog til lån (ebib og ereolen), for jeg kan ikke få mig selv til at købe e-bøger – der vil jeg hellere gemme pengene til de fysiske udgaver.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    1. Jeg har også kun købt to e-bog (“Et juleeventyr” som var virkelig billig, og en anden som kun er udkommet som e-bog) indtil videre, for jeg kan heller ikke helt få mig selv til det. Jeg vil jo stadigvæk hellere have den fysiske bog stående i reolen. Men så er det netop rart, at man kan låne e-bøger, selvom jeg endnu ikke selv har prøvet det. Mine e-bøger stammer hovedsageligt fra Saxo, som er rigtig gode til, at give forskellige e-bøger gratis ifm. forskellige kampagner. Derudover har jeg lidt gratis fra Riidr, og nogle jeg har været så heldig at vinde 🙂

  3. Jeg har nok kun læst tre bøger på den måder.. Det er ok men mangler lidt at have bogen i hænderne.. Men det er vildt du orker på telefonen 😉 det synes jeg er for småt og irriterende.

    Bruger det klart mere på ipad når jeg er i skole end nu når jeg er i praktik.

    1. Jeg mangler også en smule at have bogen i hænderne, men det er nu alligevel rart til de tidspunkter, hvor man ikke lige har mulighed for det. Jeg er faktisk virkelig glad for at læse på min mobil – skærmen har en ok størrelse, og jeg kan jo tilpasse teksten som jeg har lyst til 🙂

  4. Pingback: My Kindle |

Skriv et svar til Simone Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *