“En mand der hedder Ove” af Fredrik Backman

En mand der hedder OveTitel: “En mand der hedder Ove”
Forfatter(e): Fredrik Backman
Serie: 
Sideantal: 357
Forlag: Peoples’ Press
Udgivet: 26.9.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Saxo.

En mand der hedder Ove er Fredrik Backmans fortælling om manden Ove. Ove er 59 år, kører i en Saab og så er han kendt som en bitter mand. Ove er dog ikke selv af den opfattelse, men han føler sig snydt efter en begivenhed som han omtaler som “statskuppet”, da han blev afsat som formand for grundejerforeningen. Derfor går han fortsat sin runde hver morgen og flytter cykler, sparker ulåste porte op og kontrollerer naboernes affaldssortering.

Der er dog en historie bag facaden, som kan forklare Oves person. Han mistede sin kone og har flere gange forsøgt selvmord. Dette er historien om en mand, hans baggrund og hans forsøg på at forandre boligforeningen.

Jeg har virkelig glædet mig til at læse denne bog, men samtidig har jeg været bange for at starte på den. For tænk nu hvis jeg blev skuffet, fordi den ikke kunne leve op til mine forventninger til den. Jeg havde dog på ingen måde haft grund til bekymring, den var nemlig endnu bedre, end hvad jeg havde regnet med.

Jeg vidste ikke rigtig på forhånd, hvad bogen egentlig gik ud på. Det eneste jeg rigtig vidste om den var, at den på en eller anden måde handlede om Ove. Og jeg var faktisk rigtig glad for, at jeg ikke vidste mere, da handlingen dermed overraskede mig, og nok fik mig til at elske bogen endnu mere.

Bogen er inddelt i kapitler, der skifter mellem fortid og nutid, hvilket virkelig fungerede godt. Fortidskapitlerne fortæller rigtig godt om Oves opvækst, og om hans liv frem til nuet. Gennem disse kapitler lærer man virkelig Ove at kende, og samtidig giver de en god forståelse for, hvordan/hvorfor Ove er, som han er. Jeg elskede disse kapitler, da de virkelig fik mig til at tænke over, hvordan forskellige episoder i ens liv er med til at påvirke, hvem man er/bliver.

Nutidskapitlerne var jeg dog også rigtig glad for. De var virkelig sjove, og jeg elskede Ove i dem! Ove har et mål i disse kapitler – han vil bare gerne genforenes med sin kone. Tingene går dog ikke helt, som Ove har planlagt dem, hvilket han langt fra er tilfreds med. Og det fungerede simpelthen så godt! Alt i alt har bogen virkelig en fantastisk historie, som jeg elskede at læse.

Bogen har også et helt fantastisk persongalleri. Der var virkelig ikke en eneste karakter, som jeg ikke kunne lide (af de ’gode’ personer i hvert fald!). De var alle rigtig godt beskrevet, og jeg kunne tydeligt se dem alle for mig. Desuden passede de alle helt perfekt ind. Ove er desuden en helt fantastisk hovedperson, og jeg elskede ham virkelig. Han er virkelig bitter, men samtidig er han også en af de sødeste mænd nogensinde. Han tænker på en speciel måde, og hans forskellige handlinger bygger meget på hans fortid – der er i hvert fald ingen tvivl om, hvorfor han er blevet, som han er. Desuden har han en helt fantastisk udvikling i løbet af bogen.

Det er virkelig en bog, der kan anbefales. Den er sjov, den er sød, og den sætter nogle tanker i gang. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg skal i hvert fald helt sikkert genlæse den på et tidspunkt!

 

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

6 thoughts on ““En mand der hedder Ove” af Fredrik Backman

    1. Den er også røget direkte ind på listen over mine favoritter. Den er virkelig fantastisk! 😀

  1. Pingback: Månedens læsning #3: Marts | Boghjørnet

Skriv et svar til Simone Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *