“Dublin Street” af Samantha Young

Dublin Street - sortTitel: “Dublin Street” / Forfatter(e): Samantha Young / Serie: On Dublin Street, #1 / Sideantal: 310 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 2.6.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Amerikanske Jocelyn flygter fra sin tragiske fortid i USA og slår sig ned i moderens hjemland Skotland. Alt er fint, indtil Jocelyn flytter ind i en lejlighed på Dublin Street – og møder en mand, som vender op og ned på hendes beskyttede tilværelse.

Forretningsmanden Braden Carmichael er vant til at få det, han vil have, og han vil have Jocelyn. Velvidende at Joss ikke er til faste forhold, foreslår han en ordning, som med garanti vil tilfredsstille dem begge. Men Jocelyn indser hurtigt, at Braden ikke vil nøjes med hed, overvældende lidenskab. Han vil have hele pakken. Og nu skal hun gøre op med sig selv, om hun er klar til at sænke paraderne og lade hemmelighederne komme frem i lyset …

”Dublin Street” kom en smule bag på mig. Hvilket både var på en positiv og en lidt mere negativ måde. Først og fremmest må jeg nok indrømme, at jeg faktisk ikke rigtig kendte til bogens handling. Jeg har nok hørt om den på et tidspunkt, men jeg havde ingen idé om, hvad bogen handlede om, da jeg startede den. Alligevel var det på mange måder en helt anden historie, end den jeg af en eller anden grund troede, jeg skulle læse. Og jeg ved ikke helt, om denne historie efter min mening var helt så god, som jeg på en måde havde forventet. Hvilket nok mest af alt bunder i, at jeg troede, jeg skulle læse en NA romance. Bogen viste sig dog at være en del mere erotisk, end jeg lige forventede. Hvilket bestemt ikke er noget, der gør mig noget normalt. Det blev til tider bare lidt for meget, når jeg ikke havde forventet, at det havde et så stort fokus.

Jeg kunne dog helt klart godt lide historien alligevel. Ingen tvivl om det! Det er i hvert fald ikke fordi, jeg på den måde sidder tilbage med en følelse af skuffelse. For når man ser historien for værende det, den er, så gør den det godt. Altså den er rimelig kliché og meget let at regne ud (også de(t) twists, der kommer), men det gør bestemt ikke noget. Jeg var i hvert fald godt underholdt alligevel, og faktisk ville jeg ikke have set handlingen tage nogen anden vej, end den gjorde. Jeg synes nemlig, at bogens (store) twist var med til at give historien lidt mere dybde, hvilket jeg rigtig godt kunne lide.

Jeg var desuden helt vild med alle bogens personer. Jocelyn var en virkelig skøn hovedperson. Hun tog nogle ret trælse beslutninger engang imellem, men hendes fortid gjorde såldes, at det virkede realistisk nok. Jeg tror i hvert fald også, jeg ville have reageret nogenlunde på samme måde. Desuden var hendes humor helt perfekt! Hun er så fantastisk sarkastisk. Endvidere fandt jeg hendes udvikling i bogen helt perfekt. Den skete i et godt tempo, og endte ud med at få hende til at være et helt perfekt sted. Derudover elskede jeg (selvfølgelig) også Braden, som gav det perfekte modspil til Jocelyn. Jeg bliver desuden nødt til at nævne, hvor fed en karakter Ellie var (Jocelyns roommate). Hende ville jeg bestemt ikke have undværet i historien.

Alt i alt var det altså en rigtig god og ikke mindst underholdende læseoplevelse. Den kræver bare, at man ved, hvad man går ind til på forhånd. Jeg tror i hvert fald, den havde fået den sidste stjerne, hvis jeg på forhånd havde vidst, der er en god del erotik i den.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *