“Dødens Kunstner” af Chris Carter

Dødens KunstnerTitel: ”Dødens Kunstner”
Forfatter(e): Chris Carter
Serie: Robert Hunter #4
Sideantal: 394
Forlag: Jentas
Udgivet: 1.5.2013
Læst på: Dansk

En sygeplejeelev får sit livs chok, da hun finder sin patient, anklager Derek Nicholson, myrdet i sin seng. Handlingen virker meningsløs – Nicholson var dødssyg med kun få uger tilbage at leve i. Men det, der chokerer kriminalassistent Robert Hunter fra Los Angeles’ drabsafdeling mest, er det visitkort, moderen har efterladt.

For Hunter er der ingen tvivl om, at morderen forsøger at kommunikere med politiet, men metoden ligner ikke noget, han nogen sinde har set før. Og hvad kan det skjulte budskab være?

Netop som Hunter og hans makker Garcia mener, de har fundet en ledetråd, bliver et nyt lig fundet – og et nyt visitkort. Men uden synlig forbindelse mellem det første og det andet offer er alle dere hidtidige fremskridt tabt på gulvet.

Presset til en ubekvem alliance med den selvsikre Alice Beaumont må Hunter skynde sig med at stykke efterforskningens elementer sammen… før Dødens kunstner føjer de sidste detaljer til sit mesterstykke.

Chris Carter har gjort det igen! Endnu engang var jeg totalt opslugt af bogen, præcis som jeg har været med de tre andre i serien. Chris Carter skriver simpelthen så fantastisk. Han er i denne bog også meget beskrivende i hans sprog, og man er på ingen måde i tvivl om, hvordan har gerne vil have, at man ser f.eks. gerningsstederne. Alt er i denne bog altså også beskrevet på en måde, så man virkelig føler, man selv er der.

Hans bøger er ofte ret grusomme, og jeg har da også altid på mindst et tidspunkt i en af bøgerne tænkt på, at det her simpelthen er for klamt. Og denne bog er virkelig ingen undtagelse! Gerningsstederne er jo i sig selv ret grusomme, men beskrivelserne af dem gør  dem bare endnu værre.

Kapitlerne i denne er igen meget korte, hvilket jeg virkelig er vild med. Jeg elsker det med, at man altid lige har tid til at snuppe et kapitel. Desuden synes jeg, det er med til at gøre bogen endnu mere spændende.

Jeg er også vild med, at jeg altid har så svært ved at gætte, hvem morderen egentlig er i Carters bøger. Jeg har ofte rigtig mange teorier, hvilket jeg også havde, da jeg læste denne, men jeg bliver altid overrasket over, hvem det egentlig er. I denne må jeg indrømme, at jeg på ingen måde havde gættet, hvem morderen var. Det kom som en virkelig stor overraskelse, og jeg gættede det først kort før, at det blev afsløret.

Jeg er virkelig også vild med, at man virkelig kan mærke, at Carter kender seriemordere. Han ved, hvordan de arbejder, og hvordan de tænker, hvilket gør at bøgerne føles meget realistiske, også selvom de nok egentlig ikke rigtig er det.

Jeg kan uden tvivl anbefale bogen! Specielt til folk der er vilde med krimier og masser af spænding. Dog vil jeg anbefale, at man læser de tre tidligere bøger, før man læser denne. Der er nemlig en del referencer til dem i bogen. Dette betyder dog ikke, at man ikke kan læse denne, uden at have læst de andre. Jeg vil bare anbefale at gøre det andet.

Nu har min anmeldelse jo været rimelig positiv, men jeg har en ting, som jeg virkelig var træt af. Bogen var virkelig dårligt oversat! Der var simpelthen så utroligt mange taste/stavefejl, som gjorde at jeg ofte blev ret irriteret. Dette er dog virkelig synd, da det jo ikke har noget at gøre med hverken historien eller Chris Carter. Så jeg vil alligevel anbefale den, man skal bare lige ignorere dette, eller evt. læse den på originalsproget i stedet.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5

 

3 thoughts on ““Dødens Kunstner” af Chris Carter

  1. Pingback: Nyt i reolen #3 | Boghjørnet
  2. Pingback: Fokus: Chris Carter | Boghjørnet
  3. Pingback: Status over læsningen i 2013 | Boghjørnet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *