Bogtag

I fredags svarede Katja på et bogtag, som jeg synes var virkelig godt, så selvfølgelig skal jeg også være med. Spørgsmålene har jeg dog hugget fra Irene, da hun har været så elskværdig og oversætte dem.

Hvad var den sidste bog, du markerede som “læst”?
Det var Unremembered: Uden minder af Jessica Brody. En bog jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om. Den var egentlig god nok, men der var nogle forskellige ting, der irriterede mig, og de trak desværre læseoplevelsen ned. Dog ikke nok til, at jeg ikke glæder mig til at læse de to andre i trilogien.

Hvad læser du nu?
Jeg læser Dominanten af Tara Sue Me. Indtil videre keder den mig dog en del. Bogen har samme handling som The Submissive, som er den første bog i trilogien, i denne bog ser man dog det hele fra Nathaniels synsvinkel, hvilket, jeg ikke synes, fungerer helt så godt. Derudover læser jeg lidt i The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making af Catherynne M. Valente. Den keder mig dog endnu mere; jeg kan slet ikke komme ordentlig ind i den.

Hvad var den sidste bog, du markerede som ”skal læses”?
Det må være Sådan er det nu af Meg Rosoff. Den lyder virkelig interessant.

Hvad har du planer om at læse som den næste bog?
Hmm, det ved jeg ikke helt. Der er så mange spændende bøger, og der er så meget, jeg har lyst til at læse.

Er du med i nogen bogudfordringer i 2014?
Ja, jeg med i 2014 TBR Pile Reading Challenge og Goodreads 2014 Reading Challenge, hvor jeg har et mål om at læse 75 bøger. Den første bogudfordring går ikke helt så godt, jeg har i hvert fald endnu ikke fået læst nogle af de bøger, jeg havde udvalgt. Dog har jeg vidst alligevel fået læst en del bøger, som længe har stået i min reol. Bogudfordringen på Goodreads går til gengæld virkelig godt; jeg er allerede ved at være en tredjedel færdig med den.

Hvilken bog planlægger du at købe næste gang?
Altså der er jo bogudsalg i næste uge, men det er lidt svært at forudsige, hvad jeg kommer til at købe der. I det hele taget, ved jeg det ikke rigtig, da jeg burde spare (der er biblioteksudsalg i starten af marts ;)), men hvis jeg skulle købe noget lige nu, ville det nok blive følgende fire bøger:

Attachments af Rainbow Rowell. Jeg elskede Eleanor og Park, og bliver virkelig nødt til snart at læse mere af Rowell. Og selvom Fangirl står på min hylde, så tiltrækker den her mig altså ret meget.

Judging a Book by Its Lover: A Field Guide to the Hearts and Minds of Readers Everywhere af Lauren Leto. Den lyder bare virkelig god, så den bliver nødt til snart at indfinde sig i min samling.

Dedicated to…: The Forgotten Friendships, Hidden Stories and Lost Loves found in Second-hand Books af W.B. Gooderham. Den lyder bare som en perfekt bog til mig, som elsker brugte bøger!

Vores ø af Tracey Garvis Graves. Jeg har næsten lige læst den, men har allerede lyst til at genlæse den. Og når en bog kan gøre sådan, så har den altså også fortjent at blive en del af min samling, så jeg kan genlæse den så ofte, jeg har lyst.

En forfatter du gerne vil læse (som du ikke har læst før)
Susanne Collins. Jep, jeg bliver nødt til snart at få læst The Hunger Games. Samtidig vil jeg virkelig gerne snart have læst noget af Jojo Moyes.

En bog du gerne vil læse (som du ikke har læst før)
Hypnotisøren af Lars Kepler. Jeg har haft den stående så længe, men har alligevel aldrig fået læst den. Og den lyder virkelig spændende!

En bog du gerne vil genlæse
Spøgelseslinien af Dennis Jürgensen. Ja, det er en hel serie.. Men det er helt sikkert de bøger, som jeg har mest lyst til at genlæse lige i øjeblikket. Dog kunne jeg også godt genlæse Harry Potter igen – men det kunne jeg faktisk altid 😉

10. Har du nogen yndlings citater, du gerne vil dele?
“Just because you have the emotional range of a teaspoon doesn’t mean we all have.”
Harry Potter og Fønixordenen af J.K. Rowling.

“I don’t go looking for trouble. Trouble usually finds me.”
Harry Potter og Fangen fra Azkaban af J.K. Rowling.

“It takes a great deal of bravery to stand up to our enemies, but just as much to stand up to our friends.”
Harry Potter og De Vises Sten af J.K. Rowling.

“I must not tell lies.”
Harry Potter og Fønixordenen af J.K. Rowling.

Hvad kan jeg sige? Jeg elsker Harry Potter!

En serie du gerne vil læse (fra start til slut)
En ulykke kommer sjældent alene af Lemony Snicket. Jeg læste en del af den som barn, men voksede på et eller andet tidspunkt fra den, og stoppede simpelthen læsningen af den. Jeg vil dog virkelig gerne have den læst færdigt. Desuden kunne jeg godt tænke mig endelig at få læst hele Harry Hole-serien af Jo Nesbø. Jeg elsker flere af bøgerne, som jeg har læst selvstændigt, og Snemanden er en af mine yndlings krimier, så det kunne være fedt at få læst resten af bøgerne i serien.

En serie du gerne vil afslutte (som du allerede er i gang med)
Åh, der er mange. Men den, jeg nok glæder mig mest til at afslutte lige nu, må være Slettet trilogien. Den sidste bog kommer på dansk til sommer, og jeg kan simpelthen ikke vente! Jeg glæder mig så meget til at læse slutningen, og forhåbentlig få opklaret alle mine spørgsmål, og finde ud af hvad der egentlig er sket med Kyla.

Hvilken serie har du planer om at begynde på?
The Hunger Games. Jeg skal nok.. Jeg skal bare lige tage mig sammen!

Jeg håber, I nød læsningen, og måske også selv har lyst til at deltage. Jeg vil i hvert fald gerne læse jeres svar.

6 thoughts on “Bogtag

    1. Jeg skal nok.. Snart. Måske 😉 Ej, jeg vil virkelig gerne læse dem, men der er bare så mange andre bøger også 🙂

Skriv et svar til Simone Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *