Weekend Reads #39: Uge 37

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Shit, hvor er det altså hårdt at være startet igen. Det er super sjovt og lærerigt, men jeg kan også tydeligt mærke, at jeg både laver noget mere fysisk igen, og at jeg lærer helt vildt. Derfor glippede ‘Weekend Reads’ i sidste uge også, da jeg simpelthen ikke havde overskud til hverken at skrive eller tage et billede. Og så er læsningen heller ikke gået helt godt. Men sådan skal det altså ikke være i denne weekend.

Weekenden står derfor også hovedsageligt på læsning. Jeg har nemlig brug for at slappe helt af, og samtidig har jeg også brug for at få læst lidt mere igen. Ellers når jeg jo heller aldrig igennem min TBR for måneden. 😉 Mine læseplaner for weekenden er dog også så gode, at jeg umuligt kan lade være med at lade mig opsluge totalt. Jeg skal nemlig først og fremmest læse “Hvis det er os” af Adam Silvera & Becky Albertalli. CarlsenPuls var nemlig så søde og sende den til mig i sidste uge – en hel måned før dens udgivelse! Men jeg er desværre endnu ikke nået så langt i den, som jeg havde ønsket, da overskuddet ikke rigtig har været der. Men jeg glæder mig sådan til at dykke ordentligt ned i den. Derudover regner jeg også med, jeg skal have lyttet til lidt mere af “Panteons prøve – del 1” af Boris Hansen. Det virker jo passende, når “Den tiende trone” udkommer i morgen.

Hvad skal du læse i weekenden?

Top 5: Læseplaner for efteråret

Jeg har jo i et godt stykke tid lavet de her sæsonbestemte læseplaner. Eller, i hvert fald har jeg hver årstid udvalgt fem bøger, som jeg gerne ville nå at læse i løbet af de tre måneder. Desværre er det sjældent lykkedes mig at komme igennem bøgerne. Nok fordi jeg mest af alt er en humørlæser. Men lysten til konceptet er altså alligevel kommet igen. Denne gang tænker jeg bare, der skal være en konsekvens, hvis jeg ikke læser bøgerne. Jeg tror nemlig, jeg har behov for en god motivationsfaktor.

Jeg tænker derfor, at konsekvensen ved ikke at få læst bøgerne skal være, at jeg skal gå af med dem. Altså medmindre det simpelthen er fordi, jeg har haft for travlt til at nå dem. Mit efterår bliver trods alt lidt hektisk. Men ellers må der jo være en grund til, jeg ikke når til hver af bøgerne. Hvilket jo må være fordi, jeg ikke er nok interesseret til at læse dem. Det er i hvert fald min teori, og så skal de altså ikke stå og fylde i mine reoler. Det er derfor umiddelbart min plan for nu – og lad os så kigge på, hvilke bøger, der i første omgang skal bestå testen.

De dør begge til sidst” af Adam Silvera
Jeg har prøvet at læse denne bog to gange allerede, og begge gange er jeg desværre ret hurtigt gået i stå. Det har dog været som lydbog, og jeg håber, det er her problemet ligger for mig. Jeg tænker nemlig, at det måske er fordi, bogen bare ikke egner sig til lydbogsformatet. Jeg er nemlig stadig sikker på, det er en helt fantastisk fortælling. Det tyder det i hvert fald på, ud fra hvad andre har fortalt om den. Ydermere er det den sidste bog af Silvera, som jeg mangler at læse, og jeg vil virkelig gerne nå det inden “Hvis det er os” af ham og Albertalli udkommer.

Leah på Offbeatet” af Becky Albertalli
Denne var faktisk i toppen af min sommerlæsningsliste, og jeg var så sikker på, jeg nok skulle få den læst. Men af en eller anden grund skete det aldrig, selvom jeg er sikker på, jeg kommer til at nyde den. Derfor har den også højste prioritet, da jeg stadig glæder mig helt vildt til den. Og mon ikke jeg samtidig også kommer til at flyve igennem den? Det virker i hvert fald umiddelbart som en bog, jeg ikke kommer til at bruge super lang tid på at læse.

Jack the Ripper” af J. W. Lindberg
Jeg elsker de første to udkomne bøger i denne serie af Lindberg, og er faktisk ret ked af, jeg gik lidt i stå i den. Hvilket ikke skyldes bogen men mere bare tid og lyst til at læse non-fiction. Jeg glæder mig dog helt enormt meget til at lære mere om Jack the Ripper, da det faktisk er et emne, jeg ikke kender så meget til. Jeg har selvfølgelig hørt lidt, men aldrig dykket sådan dybere ned i historien. Jeg er derfor også helt sikker på, det bliver en interessant læseoplevelse. Og så er den jo helt perfekt til en mørk efterårsaften.

Sjæleknuseren” af Sebastian Fitzek
For længe siden læste jeg “Øjensamleren” af Fitzek og elskede den. Efterfølgende har jeg så læst “Splinten” af ham, som jeg dog ikke var den store fan af. Derfor har jeg tøvet lidt med at læse “Sjæleknnuseren”, også selvom den lyder spændende. Jeg er nemlig så bange for at blive skuffet igen. I sidste uge læste jeg dog de første par sider af bogen, og jeg er allerede totalt hooked. Jeg tror ikke, det bliver en ny yndlingsbog, men jeg kan slet ikke vente med at læse videre.

En af os lyver” af Karen M. McManus
Denne er jeg faktisk også startet på engang før. Den fangede mig bare aldrig rigtig, og jeg endte derfor med at lægge den til side. Siden har jeg dog hørt så mange rosende ord om den, og det virker jo nærmest til, det er sådan en bog, som alle elsker. Jeg har derfor et håb om, jeg ikke var så vild med den, fordi jeg ikke var i humør til den. Det passer nemlig også med, jeg gik i gang med den lige før min flytning, og jeg tænker derfor, min hjerne bare var et helt andet sted. Jeg glæder mig i hvert fald til at give den et forsøg mere, og se om jeg denne gang forstår hypen.

Har du nogen læseplaner for efteråret?

“Os” af Elle Kennedy & Sarina Bowen

Titel: “Os” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #2 / Sideantal: 286 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 17.8.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hockeyspilleren Ryan Wesley har haft nogle forrygende første fem måneder på isen. Han udlever sin drøm om at spille professionel hockey og komme hjem hver nat til den mand, han elsker – Jamie Canning, der både er hans bedste ven og kæreste. Der er bare et problem: Den allervigtigste person i hans liv bliver han nødt til at holde hemmelig, hvis ikke der skal opstå en mediestorm, der vil overskygge hans succes på isen.

Jamie elsker Wes. Det gør han virkelig. Men det er hårdt hele tiden at skulle skjule deres forhold, og så hjælper det heller ikke, at Wes er så meget væk. Samtidigt er Jamies nye job ikke, som han havde troet, at det ville være. Alligevel ved han, at det nok skal gå det hele, så længe han har Wes. I det mindste er lejlighed 10B deres fristed, hvor de altid kan være sig selv.

Eller kan de? Da Wes’ mest højlydte holdkammerat flytter ind i lejligheden oven over, bliver det sværere og sværere at holde sammen på deres omhyggeligt konstruerede løgn – og på deres forhold. For hvor meget mere skuespil og hvor mange hemmeligheder kan deres kærlighed holde til?

Jeg troede, jeg var helt vild med “Ham” – men det er intet i sammenligning med, hvor vild jeg var med “Os”. Jamie og Wes har jo for alvor fundet sammen, men stort set kun i hemmelighed, hvilket er sådan en god start til historien. Jeg var i hvert fald nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hele ville gå, helt fra starten af. For et hemmeligt forhold kan umuligt være en god idé – og det er det måske heller ikke helt. I “Os” kommer man virkelig ind bag facaden på både fyrenes forhold, men især også på dem hver især. De udfolder sig begge endnu mere som personer, og jeg følte især, jeg nærmest kom helt ind i hovedet på James. Endda selvom det nok er Wes, der af forskellige årsager har hovedrollen i bogen.

“Os” er på mange måder en ret seriøs og hjerteknusende fortælling. Meget mere end “Ham”, efter min mening, var det, og jeg elskede Kennedy & Bowen for at vælge denne retning til historien. Det gav nemlig noget helt særligt til min læseoplevelse og mit overordende syn på serien. For selvom jeg allerede var vild med “Ham”, så krøb “Os” virkelig bare ind under huden på mig, og jeg er sikker på, denne bog gør, at jeg har svært ved at lægge historien bag mig. Den sætter sig nemlig fast på en helt særlig måde. Men jeg sad så også flere gange under læsningen og bed negle, fordi jeg var bange for, hvordan historien ville udvikle sig. Der var nemlig en del steder, hvor jeg på ingen måde var sikker på, om bogen ville ende lykkeligt. Om den gør det, må du selv læse dig til – men jeg kan sige, at bogen sluttede på det helt rigtige tidspunkt.

På trods af bogens lidt mere seriøse tone, så er der dog heldigvis også plads til masser af grin og spas. Ikke på helt samme plan som i den første, men der var alligevel adskillige gange, hvor jeg ikke kunne holde latteren tilbage. Bogens sprog er nemlig bare så humorfyldt, og jeg elsker hvordan det lyser seriøstiteten lidt op, så det ikke bare bliver en alvorlig og sørgelig bog. Det gav i stedet den helt perfekte kombination mellem sød, sjov og seriøs. Alt i alt kom jeg til at holde så meget af “Os”, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse mere fra Kennedy & Bowen. For nøj hvor kan de skrive skønne bøger.

Danish Book Blog Award 2018

JUBIII!! Danish Book Blog Award 2018 er gået i gang, og jeg kan afsløre, at Boghjørnet for tredje år i træk er blandt de nominerede.

Det er simpelthen så vildt! Jeg havde på ingen måde forventet, jeg ville være så heldig, at bloggen endnu engang ville være blandt de 16 nominerede. Der er jo efterhånden så mange fantastiske bogblogs i det danske land, så at Boghjørnet er en af de udvalgte varmer virkelig mit hjerte. Jeg er simpelthen så taknemmelig, glad og ydmyg – og sender så mange virtuelle kram i jeres retning. Uden jer kære læsere ville bloggen jo slet ikke være det samme. Desuden er det så meget jeres fortjeneste, at bloggen endnu engang er at finde på listen over de nominerede – det er jeg helt sikker på.

Har du ingen idé om, hvad Danish Book Blog Award er? Så smut gerne ind og læs mit indlæg fra sidste år her, eller mit første indlæg om awarden fra 2016 her. Afstemningen til Danish Book Blog Award 2018 løber til og med mandag d. 1. oktober kl. 12, så du har god tid til at tjekke de nominerede igennem, og finde frem til lige netop din favorit. Du finder afstemningen lige her, og jeg håber selvfølgelig meget på, din stemme ryger afsted mod Boghjørnet. Jeg forstår dog helt klart godt, hvis den falder på en af de andre 15. For hvor er det virkelig nogle fantastiske blogs, der er nomineret i år. Faktisk er der flere af mine absolutte favoritter – så jeg har selv svært ved at vælge, hvem min stemme skal gå til i år.

Mange tak fordi du læser med – og husk at stem!

I min samling #14: “Det ukendte”

Inspireret af “On My Shelf”-tagget vil jeg engang imellem vise en tilfældig bog frem fra min bogsamling. Disse indlæg vil indeholde faktuelle oplysninger om bogen samt dennes bagsidetekst. Desuden vil jeg fortælle om, hvordan bogen fik sin plads i min samling, og hvorfor den gjorde det. Endvidere vil jeg kort fortælle om, hvorfor jeg glæder mig til at læse den, eller hvad jeg syntes om bogen, da jeg læste den.

Titel: “Det ukendte” | Originaltitel: “Det ukendte” | Forfatter(e): Diverse medlemmer af Dennis-klubben samt Dennis Jürgensen | Serie: – | Sideantal: 174| Forlag: Tellerup | Udgivelsesår: 1996 | Sprog: Dansk | Anskaffet: Købt |

9 gysere fortalt af 9 forfattere, alle født i 70’erne ( + en enkelt fra 60’erne).

Det her er nok en af de mest nørdede bøger i min samling. Men samtidig er det også en af dem, jeg er gladest for at eje – også selvom jeg har adeles lave forventninger til den. For faktisk aner jeg jo intet om, hvad den egentlig byder på. Jo, ni gysere. Men det siger jo ikke rigtig super meget om det specifikke indhold af samlingen.

Men Simone, hvorfor findes den så egentlig i din samling? Jo, ser du. Det er jo fordi, min Dennis Jürgensen samling ikke ville kunne blive komplet uden den. For det første er novellerne skrevet af medlemmer af Dennis-klubben, og altså dermed andre Jürgensen-fans. Desuden så er den sidste novelle skrevet af Jürgensen selv, og den må jeg jo læse på et tidspunkt. Så selvfølgelig skulle bogen også bo herhjemme, og måske ender jeg endda med at blive overrasket over indholdet, når jeg en dag tager mig sammen til at læse den.

For jeg har faktisk ikke engang så meget som bladret i den endnu. I hvert fald ikke længere end frem til indholdsfortegnelsen. Det er nemlig ikke fordi, bogen som sådan trækker i mig for at blive læst. Hvilket nok skyldes de manglende forventninger til den. Derfor har jeg en idé om, det heller ikke kommer til at ske foreløbig. Men nu må vi se – jeg har i hvert fald givet mig selv lidt mere lyst til at dykke ned i den nu.

Har du mon læst nogen af novellerne i “Det ukendte”?