“14 dage i Austin” af Henriette Vesterbak

14 dage i AustinTitel: “14 dage i Austin” / Forfatter(e):  Henriette Vesterbak / Serie: – / Sideantal:  524 / Forlag: Turbine / Udgivet: 22.5.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Han er verdens berømt rockstjerne fra Texas. Hun er hans personlige assistent…

Den 22-årige modeblogger og reality-babe Heidi Johansen kan næsten ikke tro det, da hun får tilbudt et job som PA for det amerikanske rockband South Bane. Med nerverne uden på tøjet drager hun til Austin for at arbejde for sit største idol, bandets forsanger, John Monro.

Den karismatiske og dominerende John bliver hurtigt tiltrukket af Heidi, men hun kæmper imod hans tilnærmelser, så godt hun kan. For Heidi er på prøve i 14 dage, og både hendes to år lange forhold til Daniel og en helt bestemt klausul i ansættelseskontrakten står i vejen for hendes allerinderste ønske: at overgive sig til den hæmningsløst flirtende John.

I løbet af de 14 dage i Austin bliver der drukket og røget, bandet og flirtet, knaldet og kysset og overskredet utallige grænser. Det intense, erotiske forhold mellem John og Heidi er både ømt og voldsomt, og det rører sympatisk vis ved fantasien om at blive taget – med storm og med magt.

Kender I de der bøger, som I egentlig gerne vil læse, men som også skræmmer jer en del? Sådan havde jeg det med 14 dage i Austin. Jeg havde set en meget negativ anmeldelse af bogen, og bogens beskrivelse lød måske lidt meget som noget, jeg havde læst før (eller i hvert fald dele af), men jeg valgte alligevel at give den et forsøg. Og den bevidste virkelig, hvorfor det er, man nogle gange bare bør kaste sig over bøger, som man ikke forventer det store af. Jeg endte nemlig op med virkelig at elske den.

Bogens historie er ikke sådan videre original. Eller altså jeg har ikke læst en historie, som mindede fuldstændig om denne, men den havde en del elementer, jeg har set ret mange gange før. Jeg synes dog slet ikke, at dette gjorde noget. Der var jo netop også elementer, som jeg ikke havde set før, og som fungerede overraskende godt. Jeg var f.eks. vild med, at hovedpersonen er blogger, og at hun kommer fra Danmark. Det gjorde nemlig, at jeg følte, jeg havde ret let ved at relatere til hende, selvom vi dybest set er fuldkommen forskellige. Desuden var der dele af bogen, som overraskede mig fuldstændig, og som var med til at få siderne til at vende sig selv. Faktisk hjalp bogen mig med at komme (nogenlunde) ud af en længerevarende læsetørke, da jeg slet ikke kunne stoppe med at læse videre i den, heller ikke selvom jeg f.eks. burde sove. Og således holdte den mig en nat vågen til kl. 4, indtil jeg tvang mig selv til at lukke den.

Bogen indeholder desuden elementer, som jeg ved, jeg burde hade, men bare ikke kunne. I det hele taget var der elementer, som jeg hadede, at jeg elskede. Og nej, det havde ikke noget med det erotiske i bogen at gøre, selvom jeg må indrømme, at jeg fik lidt for meget af dette i den sidste halvdel af bogen. Her virkede det nemlig flere gange som om, bogen ikke handlede om andet, og det gjorde den altså; hvilket desværre trak læseoplevelsen en anelse ned for mig.

Hvad angår bogens personer, så elskede jeg virkelig dem alle. Eller altså – jeg elskede at hade John, når han var en nar. Og det var han altså en del gange; men han var det på den gode måde, hvor man alligevel ikke rigtig kunne lade være med at holde lidt af ham, selvom man godt ved, han opfører sig helt forkert. Heidi og resten af bandet elskede jeg bare fuldt ud! De virkede som rigtige personer, og det elskede jeg dem for. De havde deres problemer at slås med, og de lavede da også fejl og tog dumme beslutninger nogle gange, men jeg følte generelt, at det virkede meget troværdigt. Og det er egentlig det vigtigste for mig.

Alt i alt er bogen virkelig fantastisk underholdning, og jeg har bestemt ikke læst det sidste fra Vesterbak. Desuden ville jeg sådan ønske, at der var mere af bogen tilbage, eller jeg kunne gå tilbage og læse den for første gang igen – jeg kan nemlig slet ikke slippe hverken historien eller personerne.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Skriv en kommentar